MomsMails

Andre services

MomsMail 2023, uge 36

Kære læser !

Hermed denne uges nyheder fra MomsMail.

God læselyst.

Venlig hilsen

Lars Gosvig
Ansvarshavende redaktør
larsg@skatteforlaget.dk
Telefon 25 37 87 57
LinkedIn: http://www.linkedin.com/pub/lars-gosvig/52/941/586

Indhold

Artikler og interessante links
Spørgsmål og svar

Udkast til styresignal
Straffesag og klagesag om samme forhold - justering af praksis. Udkast til styresignal

Bindende svar
Moms og Citycards, vouchere og afgiftsgrundlag

Afgørelser
Værdifastsættelse af brugte køretøjer - Eksportgodtgørelse
Værdifastsættelse af brugte køretøjer

Nyt fra domstol.dk

Nye straffesager

Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen

Nyt fra EU-Domstolen
Retsliste
2 indstillinger
3 domme

Nyt fra EU

Lovstof
Nyt fra Lovtidende
Nyt fra Høringsportalen

Nyt fra Folketinget
Nye dokumenter vedrørende almindelig del

Artikler og interessante links

TVC Advokatfirma

Spørgsmål og svar

Når en skattesag eller afgiftssag opstår, rejses der helt naturligt en række spørgsmål. Vi kan give alle svarene og nogle får du her.

Nye afgørelser mv. offentliggjort af Skatteforvaltningen

Udkast til styresignal: Straffesag og klagesag om samme forhold - justering af praksis. Udkast til styresignal

23-1253361

Styresignalet justerer kriterierne i Den juridiske vejledning afsnit A.C.3.4.4 om behandling eller berostillelse af straffesager i Skattestyrelsen, når der er en klagesag over den underliggende materielle afgørelse.

Hovedreglen efter de gældende kriterier er, at straffesagen afventer afgørelse i klagesagen. Efter justeringen af kriterierne vil hovedreglen være, at straffesag og klagesag kan behandles sideløbende.

Behandling af straffesagen kan, som hidtil, efter en konkret vurdering afvente afgørelsen i klagesagen.

Skatteankestyrelsen og klageorganerne kan, som hidtil, efter en konkret vurdering lade behandlingen af klagesagen afvente udfaldet af straffesagen.

Bindende svar: Moms og Citycards, vouchere og afgiftsgrundlag

SKM2023.426.SR

Sagen handler om de momsmæssige regler for vouchere og den momsmæssige behandling af Spørgers "Citycard".

Skatterådet bekræfter, at det i sagen omhandlede "Citycard" er omfattet af momslovens definition af vouchere til flere formål efter momslovens § 73b, stk. 3.

Skatterådet kan ligeledes bekræfte, at det vederlag, som Spørger modtager fra en turist som køber det omhandlede "Citycard", ikke er betaling for en levering mod vederlag efter momslovens § 4, stk. 1.

Endeligt kan Skatterådet bekræfte, at afgiftsgrundlaget ved indløsning af "Citycardet" for den enkelte attraktion er det beløb, som den pågældende attraktion modtager fra Spørger.

Afgørelse: Værdifastsættelse af brugte køretøjer - Eksportgodtgørelse

SKM2023.440.LSR

Sagen angik fastsættelsen af handelsprisen for et brugt køretøj, herunder en stillingtagen til registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 29 om kilometerstand. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af køretøjet skulle ske efter de dagældende regler inklusive den nu ophævede bestemmelse i § 29 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. For så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet, fandt Landsskatteretten grundlag for at forhøje handelsprisen på køretøjet til 80.000 kr., og Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Afgørelse: Værdifastsættelse af brugte køretøjer

SKM2023.439.LSR

Sagen angik fastsættelsen af handelsprisen for et brugt køretøj, herunder en stillingtagen til registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 29 om kilometerstand. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af køretøjet skulle ske efter de dagældende regler inklusive den nu ophævede bestemmelse i § 29 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. For så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at ændre handelsprisen på 351.900 kr. for køretøjet, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

Nyt fra Domsdatabasen

Københavns Byret
Sagen angår opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012 for fællesregistreringen, hvor XXX, Forsikringsaktieselskab har været afregnende enhed

Nye straffesager

SKM2023.438.ØLR	Straf - momssvig - kildeskat - hovedselskaber - fiktive fakturaer - 14 selskaber - underleverandører T1 - T7 var tiltalt for en lang række overtrædelser af særlig grov karakter af momsloven, kildeskatteloven og opkrævningsloven ved i 14 hovedselskaber som hhv. reelle ejere, direktører eller medvirkende at have fratrukket fiktive fakturaer vedrørende salg af varer og arbejdsydelser fra en række vikarbureauer, som de tiltalte også kontrollerede, og ved, hverken i vikarbureauerne eller i hovedselskaberne, at have angivet korrekt moms eller foretaget korrekt indeholdelse af kildeskat. I hovedselskaberne blev der herved unddraget for i alt 20.001.561 kr. i moms og 3.563.705 kr. i A-skat og 715.840 kr. i AM-bidrag. De tiltalte nægtede sig skyldige. Byretten fandt de tiltalte skyldige i tiltalen. Byretten fandt det bl.a. bevist, at de fakturerede varer ikke blev leveret til hovedselskaberne, og at de ansatte, som udførte arbejdsopgaverne ifølge fakturaerne fra vikarbureauerne, reelt havde været ansat i hovedselskaber, som fakturaerne blev udstedt til, hvorved fakturaerne var uden realitet. Det blev endvidere lagt til grund, at de 14 hovedselskaber var delvist drevet fra samme lokaler hvor T1, T3 og T6 havde deres kontorer og daglige gang. De 14 hovedselskabers regnskabsmateriale blev også fundet i ovennævnte lokaler. De personer, der var registreret som direktører i vikarbureauerne i gerningsperioden, fremstår uden nævneværdige personlige-, uddannelsesmæssige - eller erhvervsmæssige forudsætninger for at kunne drive de pågældende virksomheder. Retten fandt desuden, at T1 traf større beslutninger vedrørende den daglige drift af virksomhederne, og at han i vidt omfang stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer. Byretten idømte T1 2½ års fængsel, en tillægsbøde på 9.850.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. Byretten lagde bl.a. vægt på, at T1 stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer og fuldt ud var bekendt med fakturaernes manglende realitet. T2 blev idømt 4 års fængsel, bestandig indrejseforbud samt rettighedsfrakendelse. Retten lagde blandt andet til grund, at T2 stod for driften af en lang række af vikarbureauerne. T3 idømtes 1 år og 3 måneders delvist betinget fængsel samt en tillægsbøde på 5.025.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T4 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 425.000 kr. T5 blev idømt 1 år 3 måneders betinget fængsel. T6 idømtes 1 år 3 måneders delvist betinget fængsel, en tillægsbøde på 4.600.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T7 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 275.000 kr. T3, T6 og T7 ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at T3´s straf blev forhøjet til en delvist betinget tillægsstraf af fængsel i 1½ år og en forhøjelse af tillægsbøden til 5.575.000 kr. Landsretten lagde vægt størrelsen af det unddragne beløb. Landsretten nedsatte T7´s straf til 40 dages betinget fængsel henset til, at T7 alene blev fundet skyldig i at have unddraget 295.000 kr. i moms.
SKM2023.436.ØLR	Straf - registreringsafgift - medvirken - totalskadede biler genopbygget og videresolgt - eksportgodtgørelse - taksator - samarbejde T1 var tiltalt for svig med eksportgodtgørelse og registreringsafgift af særlig grov karakter. I T1´s virksomhed, der var beskæftiget med autogenbrug, søgte og modtog T1 i 111 tilfælde eksportgodtgørelse, uagtet at køretøjerne var totalskadede, og virksomheden som følge heraf ikke var berettiget til at få refunderet registreringsafgift. I en lang række af underforholdene var der først udfærdiget faktura, efter at der er ansøgt om eksportgodtgørelse. Endvidere havde T1 undladt efter genopbygning, omregistrering og videresalg af 9 køretøjer i Danmark at angive køretøjerne på månedsangivelserne til Told- og skatteforvaltningen, selvom de som totalskadede skulle afgiftsberigtiges på ny. T1 havde herved unddraget 3.663.668 kr. i eksportgodtgørelse og 172.334 kr. i registreringsafgift. T2 var tiltalt for medvirken til T1's unddragelser ved som ansvarlig taksator for et forsikringsselskab bevidst at have undladt at sørge for, at 97 af de omhandlede køretøjer blev totalskaderegistreret i Told- og skatteforvaltningens system. Endvidere havde han, som taksator med hensyn til 7 totalskadede køretøjer, medvirket ved at undlade at foretage totalskadeblokering i det digitale motorregister i forbindelse med T1's salg af køretøjerne. T1 og T2 nægtede sig skyldige. Byretten fandt T1 og T2 skyldige i tiltalen. Retten fandt det godtgjort, at der mellem T1 og T1 havde været en kontakt og et samarbejde, som indebar, at T2 ved at undlade at sørge for, at totalskadede biler blev totalskadeblokeret, gav T1 mulighed for at søge eksportgodtgørelse uberettiget. Byretten fandt, at T2 måtte have indset muligheden for, at hans manglende totalskadeblokering blev udnyttet af T1. Byretten idømte T1 1 år og 6 måneders fængsel, heraf 15 måneder betinget, og en tillægsbøde på 1,9 mio. kr. T1 blev herudover idømt rettighedsfrakendelse. Byretten idømte T2 1 år og 6 måneders fængsel heraf 15 måneder betinget og en tillægsbøde på 1,7 mio. kr. Byretsdommen blev anket af T1 og T2 med påstand om frifindelse. Landsretten stadfæstede byretsdommen for begge de tiltalte med den ændring, at landsretten frifandt T1 for påstanden om rettighedsfrakendelse, idet retten, bl.a. henset til den tid, der var forløbet, siden forholdet blev begået, og til, at T1 ikke tidligere var straffet, ikke fandt, at der var nærliggende fare for misbrug af stillingen.
SKM2023.431.ØLR	Straf - momssvig - hæleri - frifindelse T var som forhold 1 tiltalt for i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2015 i forening med en ukendt medgerningsmand, for derigennem at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, som stifter og direktør af en virksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T for januar 2015 angav et momstilsvar på -7.492.740 kr., ligesom T for februar 2015 angav et momstilsvar på -2.286.463 kr. uagtet, at virksomhedsmomstilsvar for 1. kvartal 2015 rettelig var 0 kr. Statskassen blev derved unddraget for 9.779.203 kr. i moms. T var som forhold 2-4 tiltalt for den 7. april 2020 på sin bankkonto uberettiget at have modtaget eller skaffet sig selv eller andre del i udbytte på henholdsvis 547 kr., 1.000 kr. og 557 kr. opnået ved en strafbar lovovertrædelse. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han var bevidst om, at han ved at aflevere NemID, pas, m.m. til tredjemanden, som stod for oprettelsen af firmaet, ville stå som personlig ejer af firmaet med hjemadresse hos ham. T var bange for tredjemanden, der kendte nogle barske personer og var kokain misbruger. T vidste, at tredjemanden skulle oprette et selskab, fordi han havde fået en idé, men T vidste ikke, hvad det gik ud på, og T havde været fordrukken og nem at påvirke dengang. T ønskede at bruge firmaet til at få fratrukket moms ved indkøb af musikinstrumenter. I perioden blev T opmærksom på, at han manglede penge på sin bankkonto, hvilket han mistænkte tredjemanden for at være skyld i. Han modtog et brev fra told- og skatteforvaltningen om negativt momstilsvar i firmaet på 7 mio. kr., som han ikke gjorde noget ved efter samtale med tredjemanden. Byretten fandt T skyldig i tiltalen i forhold 1. Idet T indvilgede i oprettelsen af firmaet med ham selv som personlig ejer og afleverede NemID, pas m.m. til en anden person, som stod for registreringen, og at T ønskede at bruge firmaet til at få tilbagebetalt moms, samt i forløbet var vidende om, at told- og skatteforvaltningen rettede henvendelse til ham om negativ momsangivelser i firmaet på flere millioner kroner, som han forholdt sig passiv til, samtidig med at T havde mistanke om, at tredjemand havde adgang til hans bankkonti, vurderede retten, at T ikke at havde været helt uvidende om hvad der skete, og havde accepteret risikoen for, at der ikke blev foretaget afregning af moms i overensstemmelse med reglerne herom i virksomheden han var personlig ejer af. Ved denne positive indvilligelse havde T handlet forsætligt (dolus eventualis). T frifandtes for de øvrige forhold på grund af manglende beviser. T idømtes 2½ års fængsel betinget samt en tillægsbøde på 2.500.000 kr. Ved fastsættelsen af fængselsstraffen lagde byretten vægt på den beskedne rolle som T havde haft i den personligt ejede virksomhed, som blev brugt til kriminalitet. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelses, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens bevisresultat, subsidiært domfældelse efter momslovens bestemmelser for groft uagtsomt forhold, og skærpelse. Landsretten frifandt T. Der var ikke ført bevis for, at T selv havde foretaget handlinger, der havde rettet sig mod gennemførelsen af momsunddragelsen, herunder indlevering af momsangivelser, frembringelse af og indlevering af dokumentation eller efterfølgende dokumentation eller efterfølgende korrespondance med told- og skatteforvaltningen. Det var heller ikke bevist, at T havde talt i telefon med told- og skatteforvaltningens medarbejder. Sammenholdt med T's forklaring om baggrunden for hans udlevering af sit pas og NemID til tredjemand, hans livssituation i gerningsperioden og relation til tredjemanden og hans manglende kendskab til, hvad der foregik med hensyn til selskabet, fandtes forsæt til at begå momsunddragelse sammen med tredjemanden ikke bevist. T fandtes heller ikke ved at udlevere sit pas og NemID til tredjemanden med henblik på oprettelse af en enkeltmandsvirksomhed med T som indehaver ved grov uagtsomhed, at have medvirket til et forhold omfattet af momslovens § 81, stk. 1, nr.1.
SKM2023.430.BR	Straf - skatteindberetningsloven - udeblivelsesdom - ordensbøde Et anpartsselskab var tiltalt for 3 forhold af overtrædelse af skatteindberetningsloven. Som forhold 1 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, i 12 tilfælde ikke at have foretaget korrekt årlig indberetning om konto og låneforhold med oplysninger om tilskrevne eller forfaldne renter, samt restgæld. Som forhold 2 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have anvendt korrekt restancemarkering for kalenderåret 2019, vedrørende 59 konti, hvori der var ubetalte forfaldne renter vedrørende kalenderåret, der går forud for det kalenderår, hvorom der foretages indberetning. Som forhold 3 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 3. februar 2020, eller senest inden den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have genindberettet oplysninger om 3 konti med valideringsstatus "Fejlkonto". Anpartsselskabet udeblev fra retsmødet. Byretten anså anpartsselskabet for at have tilstået forholdet ved sin udeblivelse fra retsmødet. På denne baggrund, og da sagens omstændigheder ikke talte imod dette, fandt retten anpartsselskabet skyldig i den tiltale, der var rejst i henhold til anklageskriftet. Selskabet idømtes en bøde på 60.000 kr.
SKM2023.429.BR	Straf- prøvesag - løse pantetiketter - markedsføring uden korrekt mærkning - tilståelse T var som forhold 1 tiltalt for ved den 30. oktober 2019 i sin virksomhed at have markedsført 438 forskellige drikkevarer i engangsemballage, selvom drikkevarerne ikke var tilmeldt til G2-virksomhed, og selvom drikkevarerne ikke var mærket i overensstemmelse med kravene i bilag 2 i bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer. Som forhold 2 var T tiltalt for ved samme tid og sted som forhold 1 at have købt eller på anden måde modtaget selvklæbende pantetiketter fra andre end G2-virksomhed, idet T var i besiddelse af løse pantetiketter, som T har købt eller på anden måde modtaget af andre end G2-virksomhed. T tilstod forholdene. Byretten fandt T skyldig. T idømtes en bøde på 10.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på, at der er tale om to førstegangstilfælde af overtrædelse af pantbekendtgørelsen
SKM2023.428.VLR	Straf - tobaksafgift T var tiltalt for overtrædelse af afgiftslovgivningen af særligt grov karakter med forsæt til at unddrage statskassen afgift, ved i perioden frem til den 30. november 2018 kl. 10.40 på en ejendom, hvor T boede at have opbevaret ikke under 2.479.460 uberigtigede cigaretter, som forinden af flere personer var blevet indsmuglet fra et andet europæisk land og derefter afleveret til T på ejendommen, hvor de blev opbevaret i en container. Statskassen blev herved unddraget 2.979.071 kr. i tobaksafgift. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han ikke kendte noget til cigaretterne. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Byretten lagde til grund, at opbevaringen af uberigtigede cigaretter i containeren skete med T's viden og accept, og det var derfor bevist, at T var skyldig i den rejste tiltale. Der hensås herved til politiets observationer vedrørende leverancen og herunder, at der var lys i stueetagen, som blev beboet af T, hvilket indikerede, at T var oppe på leveringstidspunktet, at der var 2 personer om at omlade papkasserne med cigaretter fra varebilen ind i containeren, selvom føreren af varebilen havde været alene under kørslen til T's ejendom. Desuden havde et vidne forklaret, at der tidligere var blevet leveret papkasser på ejendommen. Hertil kom en telefonsamtale mellem T og medgerningsmanden, politiassistentens beskrivelse af T's reaktion i forbindelse med anholdelsen, at T efter sin forklaring vidste, at medgerningsmanden tidligere havde været involveret i cigaretsmugling samt at der på T's person og i beboelsen blev fundet uberigtigede cigaretter af blandt andet samme mærke som i containeren. T idømtes fængsel i 1 år og 3 måneder, en tillægsbøde på 1.450.000 kr. samt konfiskation. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på afgiftsunddragelsens størrelse samt, at T tidligere var straffet for overtrædelser af straffelovens § 289 mens T's - trods alt - begrænsede rolle i sagen er tillagt vægt i formildende retning. Under henvisning til Højesterets dom af 11. januar 2017 (U2017.1185H) var der på grund af den tidligere forstraf for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af fængselsstraffen. Landsretten stadfæstede byretsdommen
SKM2023.432.ØLR	Salær i en administrativ straffesag - hvem skal betale salæret I en administrativ straffesag vedtog T en bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, jf. tidligere skattekontrollovs § 13, stk. 1. Byretten havde først tilkendt T's beskikkede forsvarer 3.500 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af det offentlige. Den beskikkede forsvarer anmodede byretten om yderligere salær. Byretten tilkendte herefter T's beskikkede forsvarer 5.670,00 kr. i salær med tillæg af moms og afgjorde, at salæret skulle betales endeligt af det offentlige. Skattestyrelsen kærede salærafgørelsen med påstand om, at salæret til den beskikkede forsvarer endeligt skal betales af T. Landsretten fandt, at udgifterne til forsvarerens salær endeligt skal betales af T. Bødeforlægget var efter det oplyste i overensstemmelse med den af Skattestyrelsen rejste sigtelse og foretagne vurdering af sagen, og der sås ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige udgangspunktet i forsvarerbistandslovens § 5, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Afgørelser fra Afgørelsesdatabasen

Journalnr: 20/0019573
Afgiftspligtig person
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har anset virksomhedsindehaverens indkomst som advokat i et samarbejdet for at være lønmodtagerindkomst og dermed ikke erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Virksomheden anses dermed ikke for at være en momspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, hvorfor der er nægtet fradrag for købsmoms for afholdte udgifter. Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse og hjemviser den beløbsmæssige fastsættelse af fradraget.
Afsagt: 26-06-2023

Journalnr: 20/0103596
Forhøjelse af momstilsvaret
Klagen vedrører forhøjelse af momstilsvaret, der af klager er angivet til nul eller foreløbigt fastsat. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 18-08-2023

Journalnr: 22/0088054
Momsfradrag - underleverandører
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet selskabets momstilsvar. Forhøjelsen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for købsmoms af udgifter til underleverandører og udgifter, hvortil der ikke er fremlagt dokumentation for udgiften. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Afsagt: 16-08-2023

Journalnr: 21/0013555
Skønsmæssig ansættelse af momstilsvar
Klagen vedrører skønsmæssig ansættelse af momstilsvar. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen delvist.
Afsagt: 18-08-2023

Journalnr: 21/0040899
Skønsmæssig forhøjelse af momstilsvar
Klagen vedrører skønsmæssig forhøjelse af momstilsvar. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen delvist.
Afsagt: 17-08-2023

Journalnr: 20/0055128
Skønsmæssig forhøjelse af momstilsvar
Klagen vedrører skønsmæssig forhøjelse af momstilsvaret. Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen med et mindre beløb.
Afsagt: 27-06-2023

Journalnr: 23/0041645
Rejsegods
Klagen skyldes, at Toldstyrelsen har afkrævet klageren told og afgifter i forbindelse med indførsel af cigaretter og vandpibetobak ved hans indrejse i Danmark. Toldstyrelsen har endvidere pålagt klageren en bøde. Landsskatteretten stadfæster Toldstyrelsens afgørelse om opkrævning af told, moms og tobaksafgift. Landsskatteretten har ikke kompetence til at tage stilling til Toldstyrelsens opkrævning af bøde.
Afsagt: 17-08-2023

Nyt fra EU-domstolen

Retsliste 11-09-2023 - 10-10-2023

Listen er vejledende. EU-domstolen kan have fjernet sager fra retslisten efter vi har hentet informationerne.

Den 14-09-2023 dom i C-820/21 Vinal
Fiskale bestemmelser

Præjudiciel forelæggelse - punktafgifter - direktiv 2008/118/EF - artikel 16 - ordning for afgiftsoplag - betingelser for udstedelse af en bevilling til en godkendt oplagshavers oprettelse og drift af et afgiftsoplag - manglende opfyldelse af disse betingelser - endelig inddragelse af bevillingen anvendt kumulativt med pålæggelsen af en økonomisk sanktion - artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - princippet ne bis in idem - proportionalitet

Indstillinger

C-314/22 Consortium Remi Group

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem - direktiv 2006/112/EF - afgiftsgrundlag - nedsættelse af afgiftsgrundlaget - ikke-betaling eller kun delvis betaling af prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted - medlemsstaternes fravigelsesmulighed i henhold til momsdirektivets artikel 90, stk. 2 - direkte anvendelse af momsdirektivets artikel 90, stk. 1 - præklusionsfrist - fristens begyndelse - tidspunktet for nedsættelsen af afgiftsgrundlaget - ingen nedsættelse med tilbagevirkende kraft - den skatte- og afgiftspligtige persons ret til forrentning

Generaladvokatens indstilling:

1) Artikel 90 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem er ikke til hinder for en rimelig præklusionsfrist, såfremt denne først begynder at løbe på eller efter det tidspunkt, hvor den skatte- og afgiftspligtige person har kunnet nedsætte afgiftsgrundlaget i tilfælde af ikke-betaling eller kun delvis betaling af prisen. En præklusionsfrist, som løber fra tidspunktet for leveringen af ydelsen eller udstedelsen af fakturaen, er imidlertid ikke forenelig med dette direktivs artikel 90. Uden en lovgivningsmæssig konkretisering kan en præklusionsfrist først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringen med til vished grænsende sandsynlighed er blevet endeligt uerholdelig.
2) En forpligtelse til at berigtige en korrekt faktura som betingelse for en nedsættelse af afgiftsgrundlaget i tilfælde af ikke-betaling af prisen udgør en tilsidesættelse af direktiv 2006/112.
3) Det tidspunkt, hvorfra en skatte- og afgiftspligtig person i tilfælde af ikke-betaling eller kun delvis betaling som omhandlet i artikel 90, stk. 1, i direktiv 2006/112 for første gang kan foretage en nedsættelse af afgiftsgrundlaget, afhænger af forholdene i den pågældende medlemsstat og omstændighederne i det enkelte tilfælde, som det tilkommer den forelæggende ret at bedømme. I denne henseende er neutralitetsprincippet til hinder for en uforholdsmæssigt lang forudbetaling af afgiften, såfremt den skatte- og afgiftspligtige person (leverandøren) har truffet rimelige foranstaltninger til at opfylde sin funktion som afgiftsopkræver for staten. Sidstnævnte forudsætter principielt, at der forgæves er fremsat en opfordring til betaling (rykkerskrivelse) over for ydelsesmodtageren. Det er imidlertid ikke nødvendigt, at der forgæves er anlagt sag eller indledt eller afsluttet en insolvensbehandling om ydelsesmodtagerens aktiver.
4) Artikel 90, stk. 1, i direktiv 2006/112 finder direkte anvendelse, såfremt medlemsstaten foretager en så fejlagtig anvendelse af fravigelsesmuligheden i dette direktivs artikel 90, stk. 2, at den ikke tager hensyn til usikkerheden om en endelig ikke-betaling, men fuldstændig udelukker en nedsættelse af afgiftsgrundlaget.
5) En lovfastsat forpligtelse for leverandøren til at underrette ydelsesmodtageren om ændringen af afgiftsgrundlaget for at gøre denne opmærksom på, at der muligvis skal foretages en ændring af fradraget, er uforholdsmæssig, idet den ikke er egnet. Derfor kan medlemsstaterne ikke fastsætte en sådan forpligtelse inden for rammerne af artikel 90 i direktiv 2006/112.
6) En forrentning af retten til tilbagebetaling på grund af en nedsættelse af afgiftsgrundlaget er tidligst mulig fra det tidspunkt, hvor leverandøren kan lægge til grund, at der ikke vil ske betaling, og har erklæret dette i forbindelse med afgiftsangivelsen.

C-433/22 HPA - Construções

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - moms - direktiv 2006/112/EF - tidsbegrænset mulighed for en nedsat afgiftssats for arbejdskraftintensive tjenesteydelser - nedsat afgiftssats for renovering af private boliger - begrebet »privat bolig« - grænser for en selektiv nedsat afgiftssats - det demokratiske princip og lovgivers skønsbeføjelse - princippet om afgiftens neutralitet

Generaladvokatens indstilling:

Bilag IV, nr. 2), til momsdirektivet skal fortolkes således, at den nedsatte momssats kun kan anvendes på tjenesteydelser med henblik på renovering og reparation af private boliger, som faktisk bliver anvendt som private boliger på det tidspunkt, hvor dette arbejde udføres. Der er også tale om benyttelse som privat bolig, hvis ydelsesmodtageren har overladt ejendommen til en tredjemand til beboelse. Anvendelsen af den nedsatte afgiftssats kræver dog ikke, at boligen er beboet, mens ydelsen udføres.

Domme

C-461/21 Cartrans Preda

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2006/112/EF - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - fritagelser - vejtransport, der er direkte knyttet til indførsel af varer - bevisførelse - artikel 56 TEUF og 57 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - opkrævning af moms foretaget af en ikke-hjemmehørende person - beskatning af den betalte modydelse i form af indkomstskat hos ikke-hjemmehørende - kildeskat indeholdt hos den hjemmehørende

Domstolens dom:

1) Artikel 86, stk. 1, litra b), artikel 86, stk. 2, og artikel 144 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at med henblik på at være omfattet af den fritagelse for merværdiafgift (moms), der er fastsat for transportydelser, der er knyttet til indførsel af varer, når transporten af en vare, der er indført i Den Europæiske Union, foretages af en afgiftspligtig person mellem den medlemsstat, på hvis område indførselsstedet i Unionen for denne vare er beliggende, og et bestemmelsessted beliggende i en anden medlemsstat, indebærer registreringen af indførselstransaktionen ikke allerede af denne grund og systematisk, at transportomkostningerne er medregnet i momsgrundlaget for den indførte vare.
2) Artikel 86, stk. 1, litra b), artikel 86, stk. 2, og artikel 144 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats afgiftspraksis, der består i automatisk at give afslag på den fritagelse for merværdiafgift (moms), der er fastsat for transportydelser, der er knyttet til indførsel af varer, med den begrundelse, at den afgiftspligtige person ikke har fremlagt de specifikke dokumenter, der er foreskrevet i den nationale lovgivning, selv om vedkommende har fremlagt andre dokumenter, hvis ægthed og pålidelighed der ikke er anledning til at betvivle, og som kan godtgøre, at de betingelser, som disse bestemmelser opstiller for retten til momsfritagelse, er opfyldt.
3) Artikel 56 TEUF og 57 TEUF skal fortolkes således, at dels udgør en levering af tjenesteydelser, der består i tilbagesøgning af merværdiafgift (moms) og punktafgifter hos finansmyndighederne i flere medlemsstater, en levering af tjenesteydelser som omhandlet i disse artikler, dels udgør anvendelsen af en indeholdelse af kildeskat af indtægter, der modtages for en levering af tjenesteydelser foretaget af en ikke-hjemmehørende leverandør, mens en tilsvarende levering foretaget af en hjemmehørende leverandør af tjenesteydelser ikke ville være underlagt en sådan indeholdelse, en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser. Denne restriktion kan begrundes i nødvendigheden af at sikre en effektiv skatteopkrævning, for så vidt som den er egnet til at nå dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.
4) Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ikke-hjemmehørende tjenesteydere generelt kildebeskattes af indkomst svarende til vederlaget for leverede tjenesteydelser, uden at de indrømmes mulighed for at fradrage de erhvervsmæssige omkostninger, der er direkte forbundet med denne virksomhed, mens hjemmehørende tjenesteydere indrømmes en sådan mulighed, medmindre den restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, som denne lovgivning indebærer, opfylder et legitimt formål, der er foreneligt med EUF-traktaten og er begrundet i tvingende almene hensyn.

C-323/22 KRI

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - frie varebevægelser - punktafgifter - direktiv 92/12/EØF - artikel 6, stk. 1, litra a) - punktafgifternes forfald - tilfælde, hvor varer uretmæssigt har forladt suspensionsordningen - ulovlig handling, der udelukkende kan tilregnes tredjemand - forfalskning af det administrative ledsagedokument - artikel 14, stk. 1 - punktafgiftsfritagelse for tab sket under suspensionsordningen - hændelige begivenheder eller force majeure - den godkendte oplagshavers ansvar

Domstolens dom:

Artikel 14, stk. 1, og artikel 20 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed
skal fortolkes således, at
den afgiftsfritagelse, som denne bestemmelse fastsætter, ikke finder anvendelse på den oplagshaver, der er ansvarlig for betalingen af afgifterne, i tilfælde af, at varerne forlader suspensionsordningen som følge af en ulovlig handling, selv hvis oplagshaveren ikke har noget at gøre med denne ulovlige handling, der udelukkende kan tilregnes tredjemand, og oplagshaveren har en berettiget forventning om, at varen omsættes forskriftsmæssigt under afgiftssuspensionsordningen.

C-453/22 Schütte

Sagen omhandler:

Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - princippet om momsens neutralitet - effektivitetsprincippet - for høj momssats på en købsfaktura - tilbagebetaling af for meget opkrævet moms - direkte krav mod skatte- og afgiftsmyndigheden - betydningen af risikoen for dobbelt tilbagebetaling af den samme moms

Domstolens dom:

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, samt princippet om merværdiafgiftens (moms) neutralitet og effektivitetsprincippet
skal fortolkes således, at
de kræver, at modtageren af vareleverancer har et direkte krav mod skatte- og afgiftsmyndighederne på tilbagebetaling af den uretmæssigt fakturerede moms, som den pågældende har betalt til sine leverandører, og som sidstnævnte har betalt til statskassen, med tillæg af renter, under omstændigheder, hvor den pågældende for det første, uden at der kan foreholdes vedkommende svig, misbrug eller forsømmelighed, ikke længere kan kræve denne tilbagebetaling af disse leverandører på grund af den forældelsesfrist, der er fastsat i national ret, og hvor der for det andet foreligger en formel mulighed for, at de nævnte leverandører efterfølgende kræver tilbagebetaling af det for meget opkrævede beløb efter at have berigtiget de fakturaer, som oprindeligt blev sendt til varemodtageren. Såfremt den moms, som skatte- og afgiftsmyndigheden med urette har opkrævet, ikke tilbagebetales inden for en rimelig frist, skal det tab, der er lidt som følge af den manglende rådighed over et beløb svarende til denne med urette opkrævede moms, kompenseres ved betaling af morarenter.