Få MomsMail
gratis i 4 uger

Tilmeld dig til MomsMails gratis nyhedsbrev

Tilmeld dig nu


MomsMail er Danmarks mest "dækkende" nyhedstjeneste om moms, told og afgifter.

Vi henter vores oplysninger fra:

Europa Rådet
Europa-Kommissionen
Europa-Parlamentet
Folketinget
Skatteministeriet
SKAT
Landsskatteretten
Skatterådet
EF-Domstolen
Højesteret
Landsretterne
Byretterne
Indenrigs- og Socialministeriet

Vi samler, kommen-terer og systema-tiserer materialet og udsender dette til vores abonnenter i en ugentlig nyhedsmail, der udkommer hver mandag.

MomsMail udgives af TaxCon Medier og redigeres af Lars Gosvig.

TaxCons website kan du læse mere om hvem vi er og vores andre udgivelser, SkatteMail og  Folketingsbilag.  

Bookmark and Share

Genoptagelse - momsfradrag for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden - Styresignal

Dokumentets dato27 sep 2010
Dato for offentliggørelse04 okt 2010 14:31
SKM-nummerSKM2010.622.SKAT
MyndighedSKAT, Jura og Samfundsøkonomi
Sagsnummer2010-251-0325
DokumenttypeStyresignal
ResuméDer er på visse betingelser fradragsret for moms af udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden. Virksomheder, der ikke har taget fradrag eller som har beregnet udtagningsmoms ved bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret, når betingelserne er opfyldt.
Reference(r)

Momsloven § 5 og § 42, stk. 1, nr. 1 og 5


Ved dom af 11. december 2008 har EU-domstolen i sag C-371/07 (Danfoss A/S og AstraZeneca A/S) fastslået, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

Konsekvenserne af EU-domstolens dom - ændring af praksis

Som følge af EU-domstolens dom ændres praksis, jf. SKM2003.322.TSS og SKM2005.83.LSR, om at der ikke er fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og at der ved udtagning af kantineydelser fra egen kantine til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden skal beregnes udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2.

Ved vurderingen af om den vederlagsfri bespisning m.v. finder sted med henblik på varetagelse af et strengt erhvervsmæssigt formål, må der efter SKATs opfattelse sondres mellem forskellige former for servering.

Det er SKATs opfattelse, at servering inden for et fastsat mødetidsrum finder sted med henblik på varetagelse af strengt erhvervsmæssige formål.

Betingelserne for fradragsret for servering under møder i virksomheden anses for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • møder med forretningsforbindelser
  • bestyrelsesmøder
  • interne møder i virksomheden med fagligt indhold, herunder også temadage
  • interne kursusaktiviteter

Betingelserne for fradragsret anses ikke for opfyldt i følgende tilfælde (ikke udtømmende):

  • daglig bespisning af medarbejdere
  • gratis frugt, kaffe, te mv., som står til rådighed for medarbejderne
  • sociale arrangementer (personalefester, julefrokost o. lign.)
  • markering af medarbejderes fødselsdage, jubilæer mv.
  • generalforsamlinger

Eksempel hvor der er fradrag:

Et møde begynder kl. 8:30 og slutter kl. 14:00. Mødet begynder ved, at der kl. 8:30 tages plads i et mødelokale og bydes velkommen. Samtidig med at mødet startes op, serveres morgenmad i mødelokalet. Kl. 13:00 serveres en frokost og mødet fortsætter medens frokosten indtages. Mødet slutter kl. 14:00, og på det tidspunkt er deltagerne også færdige med frokosten. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

Eksempel hvor der er fradrag:

Et møde (eller intern undervisning) begynder kl. 09:00 og slutter kl. 13:00. Inden mødet begynder serveres morgenmad udenfor mødelokalet i tidsrummet 08:30 til 09:00. Kl. 09:00 tages plads i et mødelokale og mødet startes op. Kl. 13:00 slutter mødet og mødedeltagerne inviteres til frokost i forlængelse af mødet. Frokosten slutter kl. 14:00. I denne situation er der fradragsret for serveringen.

Eksempel hvor der ikke er fradrag

Interne kursusaktiviteter af en uges varighed begynder dagligt kl. 10:00 og slutter kl. 16:30. Kl. 12:00 serveres frokost i kantinen. For tilrejsende medarbejdere, der bor på hotel eller lignende, serveres morgenmad og aftensmad i virksomhedens kantine. I denne situation er der fradragsret for frokosten, men ingen fradragsret for morgenmad og aftensmad.

Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Frister for genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, kan der ske ordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, hvis anmodning herom fremsættes inden 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Hvis fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Den afgiftsperiode, der var til prøvelse i sagen ved EU-domstolen, var afgiftsperioden fra den 1. oktober 1994.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2. Det vil sige, at anmodningen om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder afvigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af denne meddelelse på SKATs hjemmeside.

Forældelse

Hvis anmodning om ekstraordinær genoptagelse, fremsættes inden for reaktionsfristen, men først den 1. januar 2011 eller senere, vil det afledte tilbagebetalingskrav være undergivet en absolut forældelsesfrist på 10 år, jf. Skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2 og 4, lov nr. 523 af 6. juni 2007, § 37, nr. 4, og § 48, stk. 1, samt Den juridiske vejledning 2010-2, afsnit A.A.8.3.12.

Anmodning om genoptagelse

Anmodning om genoptagelse skal indgives til Skattecenter Struer, Fabriksvej 13, 7600 Struer.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om virksomhedens navn, adresse og CVR-nr. samt en specificeret opgørelse af kravet på tilbagebetaling.

Dokumentation

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Forrentning

Tilbagebetalingsbeløbet anses for indbetalt efter påkrav og forrentes fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen, jf. pkt. 7 i afsnit J.3 Forrentning af tilbagebetalingsbeløb, i vejledningen Processuelle regler på SKATs område.